Fortællingen om min stresshistorie

Her i juli måneds tema omkring Stille stemmer og muligheden for, at andre kan få lov at fortælle en af deres historier i en podcast på min side, vil jeg her i bloggen fortælle lidt om min egen stresshistorie.

Fortællinger er ikke uskyldige

Det jeg vil fortælle er ikke en tilfældig historie om mig men min rejse fra at være pædagog til i dag, hvor jeg er indehaver af Balance Your Life og hjælper mennesker, der af forskellige årsager er udfordret i livet. Fortællinger er ikke uskyldige og jeg vil noget med min fortælling. Denne fortælling, jeg vil præsentere dig for her, taler ind i idéen bag stille stemmer og mit koncept i det hele taget med at få sat ord på oplevelser, følelser og omstændigheder i livet. Når jeg vælger den vinkel i bloggen, som jeg gør, er der andre vinkler og fortællinger jeg fravælger. Det er ok og som de fleste andre mennesker, har jeg mange oplevelser, levet liv, erfaringer, følelser og fortællinger inde i mig. Alt kan ikke -og skal måske heller ikke – fortælles. Det, der er vigtigt og betydningsfuldt i situationen fortælles. -Og selv i fortællingen, er der noget vi må udelade og andet, vi kan sætte skarpt på.

Faktisk er det der, hvor samtaleterapi kommer i spil. -At hjælpe den anden med at komme tættere på sig selv, ved at stille omsorgsfulde spørgsmål ind i fortællingen, så der kan komme flere nuancer på.

Here we go

Jeg hedder som sagt Rikke og er 48 år gammel. I mit privatliv er jeg gift og mor til tre skønne unger på hhv. 22, 14 og 12 år samt har en skøn svigerdatter. To drenge og en pige, er jeg mor til. I mit privatliv har vi heste, et par hunde og lidt staldkatte. Hestene er en del af vores livsstil og vi har det rigtig godt med dem omend det også er en tidskrævende livsstil.

Sådan har det ikke altid været. -At vi har haft heste og boet på landet. Inden jeg mødte min mand, boede jeg i en lejlighed i Aalborg med min ældste søn, der dengang var lille. Til trods for, jeg var alene, havde vi et skønt liv og jeg forgudede min lille dreng. Da han var ca. seks år mødte jeg min mand til en rockkoncert og vi flyttede hurtigt sammen. Han tog min ældste søn til sig som sin egen og vi fik to børn mere sammen.

Vi flyttede på landet i en hyggelig ejendom og samtidig skiftede jeg afdeling på mit arbejde. Jeg blev uddannet pædagog i år 2000 og havde arbejdet med integration i Aalborg Øst samt indenfor socialpædagogik med autisme. Det var indenfor autismeområdet, jeg flyttede afdeling. I starten gik det godt og vi var spændte på vores nye liv.

Stressramt og blodpropper i en alder af 40 år.

Jeg arbejdede rigtig meget. Ja, mere end 37 timer om ugen, da det var en arbejdsplads med meget fravær og svært at få dækket vagterne ind. Ofte var jeg på arbejde i søn- og helligdage samt når der var komsammen i børnenes institutioner og skoler.

Tiden gik og jeg kunne godt fornemme, at jeg ikke var glad. Jeg røg meget i den periode og tog på, da jeg var konstant craving efter sukker. Nogle gange havde jeg delte vagter, hvor jeg mødte ind om morgenen og skulle tage børnene op og sende dem i skole. Herefter kunne jeg holde fri til kl. 13, hvorefter jeg mødte ind måske 13.00.-22.30. I perioden inden jeg mødte ind igen, tog jeg hjem, skrællede måske kartofler for at gøre det lidt nemt for min mand, når han hentede børn, gik i bad og sov til kl. 12.30. Herefter op og på arbejde.

Arbejds miljøet på den pågældende arbejdsplads var giftigt og mange af os var slidt i stykker med forskellige konsekvenser til følge. Ledelsen var fraværende og havde sine favoritter i personalegruppen, de værnede om. Det var som det vilde vest, hvor alle vogtede på alle og ingen stolede på hinanden. Jeg var på ingen måder bedre selv og var også selv blevet smittet af den giftige tone overfor andre. Når jeg så mig selv i spejlet eller tænkte på mig selv i det miljø, fik jeg ondt i maven og kunne ikke genkende mig selv.

Jeg begyndte at få flere og flere sygedage. I starten var de sporadiske men efterhånden i flere dage i træk. Jeg var blevet træt, sørgmodig og udkørt.

I 2011, fik jeg de første tegn på, at nu skulle jeg til at passe på. Min kondi var på det laveste punkt nogensinde og min sundhed nærmest ikke eksisterende. Jeg var gusten, bleg og overvægtig. Mine ben gjorde ofte ondt og jeg kunne nogle gange mærke en mærkelig fornemmelse af, at blodet samlede sig i årerne.

Længe ignorerede jeg det indtil en aften, hvor jeg havde fri og fik alvorligt ondt i mit ene ben. Benet var også hævet og blodrødt. Min mand var bekymret og vi tog til vagtlægen, der med det samme sendte mig videre til sygehuset. Her blev jeg sat i behandling med blodfortyndende medicin og observation. Ganske rigtig en blodprop havde sat sig i en af mine større årer i benet. Jeg blev pumpet med smertestillende for at kunne holde det ud.

Situationen står lidt tåget for mig men jeg husker mine tre børns bekymrede ansigter inden på sygehuset, da de så mig. Jeg husker også skammen og den dårlige samvittighed over, at jeg bare havde ladet stå til. Men jeg var stadig udkørt og havde udviklet en distance til mig selv. Måske for at kunne være i de omstændigheder, jeg havde fået skabt for mig selv.

Bølger ved molen ved Rønbjerg havn

Der skulle en blodprop mere til, før jeg for alvor tog ved lærer af situationen

Selvom jeg lige havde haft en blodprop, begyndte jeg hurtigt at arbejde igen. Jeg var blevet mere opmærksom på rygning men stoppede ikke med at ryge. Jeg knoklede videre og kort tid efter kom blodprop nummer to. Samme tur ind på sygehuset med smerter, blodfortyndende medicin og skanninger af mine årer. Mine årer så forbavsende fine ud trods situationen. Sikkert fordi, jeg førhen værnede mere om min sundhed og havde trænet meget og været aktiv samt ikke røget i samme omfang, som jeg gjorde på det tidspunkt. Blodprop nr. to gjorde, at jeg begyndte at tage min mentale og fysiske sundhed lidt mere alvorligt. Men stadig ikke nok til, at stoppe på mit arbejde. Trods mistrivsel blev jeg ved. Måske drevet af en angst for at blive arbejdsløs og hvad skulle der så ske…?

Men hjemme begyndte min mand og jeg at tale om, at det ikke kunne nytte noget i længden at blive ved med den livsstil og blive i et job, hvor jeg mistrivedes så meget. Men jeg følte mig fanget og som gidsel i min egen situation. Så træt og usund at se på. Hvem ville ansætte mig. Jeg vidste jeg var dygtig og savnede mig selv, da jeg var engageret og fagligt reflekterende. Alt var efterhånden ren overlevelse for at kunne betale regninger og få hverdagen til at fungere. Men effekten af min situation smittede selvfølgelig også af på vores families trivsel. -Og det var det, der nagede mig mest.

Influenzaen der ikke ville gå over

Jeg husker det ikke helt præcist men jeg ved det var om vinteren, hvor jeg måtte lægge mig syg med høj feber og influenza. Jeg var syg i en uge med rysteture og helt stoppet med ondt i halsen og snottet. Da jeg kom til hægterne tog jeg på arbejde. Men allerede et par dage efter kom feberen tilbage. Jeg husker vi skulle til koncert min mand og jeg med nogle vi kendte. Jeg havde glædet mig men på vej til Herning fik jeg det rigtig dårligt. Vi kom ned til koncerten men den høje musik og de mange mennesker gjorde mig svimmel og vi måtte køre hjem. Da jeg havde fået det lidt bedre igen, tog jeg på arbejde.

Kroppen sagde stop

Jeg var efterhånden så slidt fysisk og psykisk, at jeg havde mistet al tro på mig selv og egne færdigheder. På arbejdet, havde jeg på vegne af mig selv og nogle kollegaer indsendt en bekymringsmail omkring en borgers trivsel til ledelsen. Da jeg en dag, havde hentet borgeren i min egen bil fra sit arbejde, da jeg ikke mere turde køre i institutionsbussen, ventede min leder på mig, da jeg kom tilbage. Han skældte mig ud foran de kollegaer, der var til stede, at mailen ikke var fra alle og jeg skulle huske at cleare med mine kollegaer, inden jeg sendte sådan en. Men jeg havde clearet med mine kollegaer. Dog var min leder privaten med en kollega, der ikke var enig.

Da jeg kørte hjem med galoperende hjerte, stress helt ud i alle kroge i kroppen og en apati af en flad ligegyldig fornemmelse, kunne jeg mærke, det sortnede for mine øjne, når jeg kørte bil. Her vidste jeg, at blev jeg ved på denne måde, med alle de signaler min krop havde hamret ind i mit system med advarsler om at stoppe, ja så kunne jeg dø til sidst og på det tidspunkt var jeg ikke fyldt 40 år.

Angst og lettelse over min beslutning

Da jeg kom hjem sygemeldte jeg mig. Den ene uge efter den anden gik. Efter tre måneder blev jeg kaldt til møde på jobcentret, da min arbejdsgiver havde søgt kompensation for mit fravær. De var rystede da de hørte min version af historien og sagsbehandleren mente, at jeg skulle tage fat i min fagforening med det samme. Intet havde jeg hørt fra min daværende arbejdsgiver, imens jeg var sygemeldt på fuld løn gennem de tre måneder. Ingen opfølgende samtale eller interesse for mig.

Fagforeningen gik ind i sagen og jeg fornemmede -og vidste også godt, at jeg hverken var den første eller sidde, de måtte hjælpe for at komme ordentligt ud af den arbejdsplads. Jeg fik super god støtte og vejledning af konsulenten fra min fagforening og lidt håb begyndte at blomstre i mig igen.

Jeg havde udviklet en angst for det uforudsigelige og fremtiden. Hvad skulle det ende med og hvordan kunne jeg nogensinde komme tilbage på arbejdsmarkedet? Men jeg var også lettet og lærte lidt efter lidt at tage en dag af gangen og mærke nærværet med min familie og jeg turde begynde at drømme og håbe igen på, at livet også havde noget godt at tilbyde mig. Jeg vidste selvfølgelig godt, at jeg havde min mand og børn, der betød alt for mig. Men mit faglige liv lå i ruiner og det var det, jeg besluttede mig at begynde og samle op, tage ved læring af og genopbygge.

Yoga, gåture og fred og ro blev min redning

Jeg var sygemeldt i næsten et år inden min fratrædelsesproces med min fagforening begyndte at blive forhandlet. Jeg gik lange ture med mine hunde og dyrkede yoga på stuegulvet. Lige så stille fik jeg min livsglæde tilbage men min selvtillid havde stadig lidt så stor et knæk, at jeg ikke turde opsøge et yogahold endnu. Dog fik jeg mere og mere energi og som månederne gik mere og mere selvtillid. Jeg begyndte, at komme på et yogahold og blev mødt med varme og omsorg.

Senere blev jeg selv uddannet indenfor yoga for børn og unge og arbejdede med at undervise på efterskoler samt fik jobs, hvor jeg genfandt min trivsel og troen på egen faglighed.

Jeg ville bruge min erfaring til noget konstruktivt

Min voldsomme stressbelastning, havde lært mig meget om mig selv, da jeg fik arbejdet mig ud af den. Jeg havde altid ønsket mig at læse videre til psykoterapeut. Jeg besluttede mig for, at starte på DISPUK i Aarhus, som blev vendepunktet for alvor i mit faglige liv. Her mødte jeg mennesker, der kom med alverdens fortællinger fra levede liv. Inspirerende undervisere og et fællesskab, der højnede min trivsel. Jeg dygtiggjorde mig og genfandt mig selv i arbejdslivet. Pludselig blev min stressperiode meningsfuld for mig, da jeg havde erfaret på egen krop, hvad andre ind imellem fortalte mig, de stod i.

Uddannelsesbevis basisår ved DISPUK

Selvstændig med egen virksomhed

Som årerne gik på DISPUK og jeg blev fagligt stærkere, startede jeg min virksomhed Balance Your Life op. Min psykoterapi, er det bedste jeg har gjort i mit liv som fagperson og jeg møder mange mennesker med mange forskellige livsfortællinger. Jeg værner om mit arbejde og har en høj etik og omsorg for de mennesker, der kommer hos mig. Ikke alle oplevelser er ligesom min. Men jeg kan altid genkende noget i en fortælling fra eget liv.

Jeg har over 20 års pædagogisk erfaring inden jeg videreuddannede mig. Jeg har mødt og arbejdet med mange forskellige målgrupper og har været kollega til mange forskellige mennesker. Jeg har lært og udviklet mig i de forskellige jobs, jeg har haft og alt, kan jeg bruge i min praksis som psykoterapeut. Sammen med min faglige viden indenfor mit felt, står jeg stærkt men også omsorgsfuldt og nysgerrigt med de mennesker, jeg møder med forskellige problemfyldte fortællinger. Jeg sætter en ære i altid at gøre mit bedste i samarbejde med hver eneste klient, jeg har.

Det er ikke til at vide, om jeg var nået hertil uden min stressfortælling. Men den har set i bakspejlet, skærpet mit blik for både mig selv og dem der står mig nært. Men også mit blik for de mennesker, der kommer hos mig og ønsker mig som støtte i deres processer til at reducere problemfyldte fortællinger og udvikle det liv, der er meningsfuldt og vigtigt for dem.

Jeg er taknemmelig for mit liv og min rejse

Jeg er taknemmelig for den læring, jeg har været igennem

Jeg er ydmyg på en god måde over for mine egne processer og livsvilkår

Jeg glædes ved livet og tager det også alvorligt på en og samme tid

Jeg værner om kærligheden og nærværet i mit eget liv

-Og jeg værner om de mennesker jeg møder på min vej og lytter og stiller omsorgsfulde spørgsmål ind i deres historie

Så de kan arbejde sig tættere på dem selv og det der er vigtigt for dem.

Afrunding af min personlige blog

Jeg har valgt at tage denne fortælling ud og fortælle den her i bloggen. Det er lidt grænseoverskridende for mig. Men intentionen er, at vise andre, at til trods for, at man kan komme helt ned i kulkælderen, så er det muligt, at komme på benene igen. Når jeg vælger at fortælle denne fortælling, er det for at bidrage lidt til min ide med podcasten “Stille stemmer”, hvor andre kan få lov at komme til orde og fortælle en fortælling, der har betydet noget for dem i deres liv. Som alle andre, har jeg mange andre oplevelser, følelser, erindringer og levet liv i mig end denne her historie om, “da stressen næsten fik magten over mig”. Der er også mange vinkler, detaljer og erindringer fra perioden, jeg ikke får skrevet ned. Jeg har forsøgt at tage meningen ud af det store plot og oplevelsen/fortællingen bliver betydningsfuld, da den måske kan vække lidt genklang hos andre, der kan være ramt af stressen eller nogle andre problemfyldte fortællinger og derfor måske kan finde lidt lys i deres eget liv, ved at læse om min oplevelse.

Jeg ønsker alle, der læser med en fortsat rigtig god juli og ønsker for alle, at i får den nærvær, kærlighed og omsorg i har brug for med dem, der betyder allermest for jer.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Denne hjemmeside bruger cookies til at forbedre brugeroplevelsen. Ved at fortsætte med at bruge denne side accepterer du vores brug af cookies. 

Scroll til toppen

Tilmeld dig Nyhedsbrev

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få min månedlige opsummering af hvad der rør sig indenfor psykologi, terapi og meget andet