Den vigtige tilknytning

I denne måneds blog-tema, sætter jeg fokus på barnets vigtige tilknytning til sine primærevoksne. Det er selvfølgelig først og fremmest forældrene men også de voksne, der herudover er en del af det lille barns dagligdag. Det kan være dagplejemoderen eller pædagogerne i vuggestuen, bedsteforældre mf.

Tilknytning i barneårerne har altid interesseret mig meget. Både i min tid som pædagog i arbejdet med børn og unge. Især har konsekvenserne af mangel på tilknytning interesseret mig i mit arbejde med børn og unge, der ikke har haft de bedste opvækstmuligheder. Hvad er konsekvenserne af en mangelfuld tilknytning for barnet i den tidlige barndom? Hvordan kan det påvirke barnet følelsesmæssigt, socialt og udviklingsmæssigt op gennem barndommen og ungdomslivet? Hvilke konsekvenser har en mangelfuld tilknytning i barndommen for et menneske i voksenlivet? Disse spørgsmål vil jeg forsøge at belyse i oktober måned.

Hvorfor er tilknytning i barnets første leveår, så utrolig vigtigt for barnets udvikling og trivsel?

Det lille barn er dybt afhængig af sin mor og andre primærvoksne. Det er ude af stand til at kunne klare sig selv og al dets overlevelse afhænger af tilknytningen til sin mor. Tilknytning er derfor en vigtig biologisk evne, barnet har med fra fødslen af for at sikre dets overlevelse.

Når barnet oplever en tryghed i samspil med især sin mor og far, vil det få en indre følelse af, at det er elsket og passet på. Barnet vil opleve, at andre mennesker vil det noget godt og dermed højnes barnets tryghed og lyst til med alderen at udforske sin nære omverden. Det man i fagtermer kalder tilknytningsadfærd er, når barnet igennem sin adfærd får sine voksne omsorgspersoner til at drage omsorg for det og beskytte det mod udefrakommende mulige farer set udfra et overlevelses og biologisk synspunkt.

Tilknytningen i barnets første leveår påvirker barnets udvikling gennem hele livet. Et barn, der er elsket og føler tryghed, tør med alderen også udforske sine omgivelser. Det ved, det kan søge trøst og tryghed ved sin primærperson, hvis behovet opstår. Barnet tilpasser sig den tilknytning, det modtager med den/de voksne. Alt foregår på det ubevidste plan og er dermed ikke noget barnet selv er herre over.

Tilknytningen med barnets primærvoksne er både tydelige handlinger i samspillet med barnet men også små subtile handlinger som eksempel øjenkontakt, nærvær, omsorg osv. Den voksne, skal kunne vurdere udfra egne tilknytningserfaringer, hvornår barnet har brug for trøst og omsorg samt hvornår barnet kan gå lidt på opdagelse i sine omgivelser. Hvis den voksnes egne erfaringer med sine egne tilknytningssystemer fra barnsben er sunde og balancerede, giver den voksne sine erfaringer videre til barnet. Hvis den voksnes egne tilknytningserfaringer fra barnsben af, er utrygge og ustabile, vil den voksne højst sandsynlig give dem videre til barnet. Udfra en udviklingpsykologisk vinkel, kan vi kun give det videre, vi selv har erfaret. Gennem livserfaring og f.eks. egenterapi, kan vi bevidstgøres om vores egne tilknytningsmønstre og eventuelt forebygge, at vi videregiver uhensigtsmæssige mønstre til egne børn. Vi kan tillære en mere hensigtsmæssig adfærd men følelsesmæssigt, kan det tage lang til at ændre barndommens svigt. Dog er tesen om, at vi kun kan give det videre, vi selv har erfaret til tider blevet modbevist. Nogle mennesker, der har været meget svigtede som børn og unge, formår alligevel, at udvikle sunde adfærdsmønstre og evner til at drage omsorg for f.eks. egne børn. Hvad er det de kan, hvor har de fået den viden og hvem har de måske mødt på deres livsvej? Det er alle spændende spørgsmål, der kan være med til at undersøge, hvorfor nogle alligevel trods hårde odds og opvækstvilkår, formår at kunne udvikle indre færdigheder, der gør det muligt for dem at kunne drage sund og vedvarende omsorg for f.eks. egne børn.

Samspillet med barnet, foregår ubevidst og igennem et levet liv. Derfor er tilknytningen så vigtig for etableringen af tillid til andre mennesker især i de tætte sociale relationer i de første leveår. Med stærke og sunde bånd, hvor der er plads til den tætte relation og til udforskningen af omgivelserne, kan barnet vokse, erfare og udvikle sig. I en relation med følelsesmæssig knaphed, udvikler barnet en agtpågivenhed, utryghed og angst. Verden og primærpersonerne er ikke tryg og stabil. De tidligste erfaringer fra barndommen, danner grobund for vores måde at møde verdenen på op igennem livet.

Vigtige udviklingspsykologiske tænkere

Spædbarns -og tilknytningteori er et stort område indenfor udviklingspsykologien. Det er et super spændende og altid relevant område, at fordybe sig i. Her vidensdeler jeg lidt om temaet og vækker det din interesse, kan du med fordel selv fordybe dig i emnet og lære mere om dets betydning for barnets trivsel og udvikling.

Nedenstående vil jeg introducere dig for nogle af de betydningsfulde tænkere indenfor området og deres forskellige vinkler på tilknytningens betydning for barnet.

” Tilbøjeligheden til at udvikle stærke følelsesmæssige bånd til bestemte individer, er en grundlæggende komponent i menneskets natur”

-John Bowlby-

John Bowlby (1907-1990)

John Bowlby, var psykiater, psykolog og psykoterapeut. John Bowlby udviklede teorien om tilknytning i barnets første leveår og er derfor tilknytningteoriens fader. Han voksede selv op i en overklassefamilie i London med en far, der var kirurg og en fraværende mor, der mente, at for meget kærlighed og omsorg ville spolere børnene. Han havde dog en barnepige, der efter datidens standarder, var den vigtigste omsorgsperson for ham i hans første leveår. Hans egen opvækst dannede grobund for hans interesse i udviklingspsykologien og vigtigheden af børns tilknytning til deres mor. Sidenhen er hans teori kritiseret for at være for ensidig i forhold til primærpersonen, da der menes, at der sagtens kan være flere primærpersoner og der sagtens kan eksistere andre vigtige personer i barnets tidlige liv end kun moderen.

Mary Ainsworth (1913-1999)

Mary Ainsworth var født i USA . Begge hendes forældre var veluddannede og anså det som en vigtig værdi, at deres børn også fik nogle gode uddannelser. Mary Ainsworth blev uddannet indenfor udviklingspsykologien og arbejdede på forskellige universiteter med sin forskning om den tætte tilknytning blandt mødre og deres børn i hhv. USA, Canada og England. I London havde hun et mangeårigt samarbejde med John Bowlby. Hun tilførte hans teori elementet om “den fremmede” ift. mor søn tilknytningen. Her udforskede hun barnets reaktion ift. den fremmede og fandt frem til tre tilknytnings stilarter:

Sikker tilknytning; Barnet føler sig elsket. Selvom moderen er optaget af samtalen med “den fremmede” og barnet kan blive usikker/ked af det, føler barnet sig sikker og vender hurtigt tilbage til et stabilt og trygt leje, når moderen vender sin opmærksomhed mod det igen.

Usikker og afvigende tilknytning: Barnet reagerer med intens angst, når moderen/omsorgspersonen vender opmærksomheden et andet sted hen. Barnet har tidligt erfaret, at moderen/omsorgspersonen ikke altid vil være der med sit nærvær og omsorg, når barnet har brug for det.

Usikker-ambivalent/resistent tilknytning: Denne tilknytning udvikler sig og barnet erfarer, at moderen/omsorgspersonen ikke udviser stabil tilknytning. Barnet lærer at udvise påpasselighed og mistillid mod at andre vil det noget godt igennem livet.

Mange af de udviklingsteorier, der bruges i dag, har sit udgangspunkt i Mary Ainsworth tilknytningsstilarter.

Margaret Mahler (1897 – 1985)

Margaret Mahler (1897 - 1985)

Margaret Mahler voksede op i en jødisk familie i Ungarn men emigrerede senere til USA, hvor hun levede til sin død i 1985. Margaret Mahlers arbejde, var at observere børn med forskellige børnepsykoser. Sammen med andre store tænkere som f.eks. Erik Erikson mf., udviklede hun objektrelationsteorien.

I 1960 og 70’erne anvendte hun sin viden, som baggrund i at udforske og observere det normale barns udvikling. Gennem omfattende observationer af samspillet mellem mødre og deres små børn, opstillede hun en almen model for det normale barns udvikling.

0-1 måned: Den normale autistiske fase

1-5 måneder: Den normale symbiotiske fase

5-30 måneder: Seperations-individuationsfasen

20-24 måneder: Gentilnærmelsesfasen, hvor barnets mentale navlestreng til moderen klippes over. Barnet er i en periode, hvor det frigør sig fra moderen og udforsker verdenen samtidig med, det til tider søger tilbage til en symbiose og tryghed hos sin mor.

Daniel Stern (1934-2012)

Daniel Stern er en af nutidens mest betydningsfulde udviklingspsykologer. Hans ærinde er at nytænke og opdatere psykoanalysen af Sigmund Freud, for at udvikle viden om spædbarnets følelser og tænkning udfra de nyeste forskningsresultater. Daniel Sterns bøger og viden, er stadig et vigtigt element på f.eks. pædagoguddannelsen i forståelsen for børns udvikling og tilknytning.

Susan Hart

Cand. psyk. med en phd fra Aalborg universitet i psykologi. Susan Hart er specialgodkendt i dansk psykologforening i arbejdet med børns udvikling og supervision af børn. Susan Hart har modtaget mange priser for sit litterære virke indenfor neuroaffektiv forskning og børns tilknytning. Du kan læse mere om hende her:

Både Daniel Stern og Susan Hart er nutidige forskere indenfor den tidlige tilknytning. Er du interesseret i at fordybe dig i børns udvikling og tilknytning kan du med fordel læse mere om ovenstående forskere. Desuden er der mange andre anderkendte børneforskere såsom f.eks. Erik Erikson, Melanie klein, Donald Winnicott mf.

De forskellige teorier og resultater indenfor børns tilknytning, kan vi ikke komme udenom, når vi arbejder med børn og unge. Både i et pædagogisk regi og i en terapeutisk kontekst. Jeg er selv lidt nørdet indenfor det psykoterapeutiske område og især, når det handler om børn og unges trivsel og udvikling. Da meget af vores trivsel i voksenlivet, har sit afset i vores barndomme, er det ikke helt forkert også at skele til den del af livet. De fleste af os, er vokset op i almindelige gode hjem. Vores forældre har tilstræbt at gøre deres bedste. Ja, selv i de tilfælde hvor børn, der er vokset op i dysfunktionelle hjem, har deres forældre også forsøgt at gøre deres bedste. Men uanset hvad, vil vi alle til tider gennem livet møde afvisningen, følelsen af ensomhed eller fiasko. Ikke nødvendigvis kun fra vores forældre men også i andre sociale samspil. Det er en del af det, at være menneske. Men hvordan opleves det og hvor hårdt sætter erfaringerne sig på vores psyke? De og mange andre spørgsmål, kan vi udforske på en respektfuld måde igennem samtaler. Derfor kigger vi også et smut ind i barndommen i ny og næ. Aldrig for at placere skyld men af nysgerrighed for at give en større forståelse for forskellige følelser, omstændigheder, adfærdsmønstre og oplevelser. I en psykoterapeutisk kontekst handler det netop ikke om at placere skyld men om at udvikle en større viden om eget liv med henblik på en større selvforståelse for at personen, der er i terapi, udvikler den balance og trivsel, han eller hun har brug for i sit liv.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Denne hjemmeside bruger cookies til at forbedre brugeroplevelsen. Ved at fortsætte med at bruge denne side accepterer du vores brug af cookies. 

Scroll til toppen

Tilmeld dig Nyhedsbrev

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få min månedlige opsummering af hvad der rør sig indenfor psykologi, terapi og meget andet