De forskellige tilknytningsformer

Her i løbet af oktober, har emnet på bloggen været den vigtige tilknytning i barneårerne og konsekvenserne af mangel på tilknytning både for barnet selv. Har du ikke allerede læst det foregående indlæg, kan du finde det her (del 1, del 2)Men også for en ung eller voksen, der er vokset op i et hjem med en ustabil og usikker tilknytning. I det her blogindlæg, vil jeg belyse, hvilke tilknytningsformer et menneske med ingen eller mangelfuld tilknytning i barndommen kan udvikle. Jeg vil først og fremmest tage udgangspunkt i den sunde tilknytning for efterfølgende at bevæge mig over i den mangelfulde tilknytning.

Den sunde tilknytning

Et barn, der oplever en sund tilknytning til sine forældre eller andre primærpersoner, føler sig tryg og elsket. Barnet udvikler en tro på sig selv og sine egne færdigheder udfra det alderstrin, det er på. En stabil og sund tilknytning er ikke det samme som, at der ikke kan opstå kriser i familien eller omgivelserne ind imellem. Men forældrene/primærpersonernes egne mentaliseringsevner og copingstrategier, er i balance og veludviklede, så de kan håndtere og gennemleve følelsesladede omstændigheder som f.eks. sygdom, død eller andre krævende livskriser.

Du kan læse mere om copingstrategier her:

Et barn med en tryg tilknytning vil udvikle robuste mentaliseringsredskaber. Udfra sit alderstrin, vil barnet begive sig ud på en rejse i sit liv og eksperimentere og erfare livet. Fra det er tæt knyttet til sin mor, vil det løsrive sig og undersøge sine omgivelser. Bliver barnet utrygt, ved det af erfaring, at mors favn er tryg og trøstende. Måske møder barnet mennesker, det kan være lidt usikker på men det aflæser og fornemmer hurtigt sin mors eller andre primærpersoners følelser og stemninger. Her igennem finder det tilbage til sin ro omend det måske kan være genert. Men barnet får en tillid til, at andre vil det noget godt Et barn med en tryg base, udvikler sine indre og ydre færdigheder i takt med sin alder. Den erfaring barnet får op igennem sin barndom, vil blive mentaliseret og fortsætte ind i voksenlivet, hvor det udvikler en sund og balanceret evne til mentalisering og håndtering af forskellige udfordringer i livet.

Utryg tilknytning

Et menneske, der udviser en utryg tilknytning, har gennem barndommen erfaret, at deres primærvoksne ikke er til at stole på eller de direkte har gjort skade på dem. Mennesker med en utryg tilknytning, kan være forvirrede over deres egne og andres følelser eller trække sig væk og isolere sig fra sine omgivelser. En utryg tilknytning er gennemsyret af frygt. Frygten for at blive forladt, for ikke at være elsket, for at blive behandlet grimt osv.

Der tales om tre typer utryg tilknytning. Den disorganiseret/desorienteret tilknytning. Den ængstelige-ambivalente tilknytning og den ængstelige-afvisende tilknytning. Alle tre tilknytningsformer har deres afsæt i den tidlige barndom og er strategier, barnet har erfaret gennem sit levede liv op i voksenalderen.

Disorganiseret / desorienteret tilknytning

Et barn, der har erfaring med misbrug og vold i barndomme udvikler ofte en disorganiseret tilknytning. De har ikke kunnet stole på deres omsorgspersoner, og deres omsorgspersoner har også ofte udvist en ambivalent adfærd overfor dem. Barnets primærpersoner kunne gå fra kærlig til aggressiv med fysisk eller psykisk vold til følge overfor barnet. Voksne, der er vokset op i sådan et miljø, kan have en tendens til at udvikle de samme mønstre overfor deres egne børn og andre sociale relationer. De kan gå fra at være følelsesmæssigt nærmest overinvolverende til følelsesmæssig distance og kulde. De kan ikke opretholde og forstå sammenhængen mellem de handlinger de udfører og de tanker og følelser, de har. Det kan være svært for dem selv at forstå deres egen adfærd i f.eks. at gå fra nærhed til afstand med en skræmmende lethed.

Ængstelig/ambivalent tilknytning

Et barn, der har oplevet forældre, der har udvist modstridende tilknytning, udvikler en ængstelig og ambivalent tilknytning. De ved aldrig, hvad de skal eller kan forvente af deres forældre. Som voksne, får de et meget stærkt behov for anderkendelse og kærlighed. Forholdet til andre, kan opleves som meget intenst og de higer efter anderkendelse og behov for accept. Voksne med denne livserfaring, har svært ved afvisninger og kan sætte sig i et afhængighedsforhold til andre. Selvom de ønsker et tæt og nært forhold til f.eks. en partner, er de mistroiske og angste for, at noget vil gå galt. Generelt udviser de angst ved nærhed og i sociale relationer, hvilket kan medføre en flygtende og undgående adfærd, som misbrug og selvskader.

Ængstelig/afvisende tilknytning

Et lille barn, der gennem sin tilknytning har oplevet sine primærvoksne som følelsesmæssige fjerne kan udvikle en ængstelig og afvisende tilknytning. Det har oplevet, at deres primærvoksne ikke har kunnet imødegå dets behov for trøst, følelsesmæssig stimuli og sikkerhed. Når en voksen, har haft en barndom præget af en ængstelig og afvisende tilknytning erfarer det, at det ikke kan stole på andre mennesker. Voksne med denne baggrund, kan fremstå uafhængige og stærke men dybest set, har de en følelsesmæssig forvirrethed og smerte. De udvikler en falsk autonomi, men vil egentligt gerne indgå i tætte relationer til andre. De kan netop have svært ved at etablere tætte relationer og har udfordringer med at identificere deres egne følelser. De kan udvikle en ekstrem angst, når de føler at nogle kommer følelsesmæssig tæt på dem.

Kan man ændre på indlærte følelsesmæssige erfaringer?

Hvis et menneske er vokset op i en af de tre utrygge tilknytningstilstande, vil det ofte opleve personlige og følelsesmæssige begrænsninger senere i livet og ofte også ind i voksenlivet. Det første skridt til forandring er en bevidsthed om ens egen adfærd, dens årsager og konsekvenser. Igennem bevidstgørelse af, hvor adfærdsmønstrene kommer fra, kan der arbejdes med, at personen overvinder sin tilknytningsproblemer og indarbejde en større viden og selvforståelse til et mere harmonisk og tilfredsstillende liv. Det er derfor muligt, at ændre på barndommens utrygge tilknytningsmønstre med evt. støtte fra en psykoterapeut, psykolog eller andre personen føler, kan hjælpe ham eller hende.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Denne hjemmeside bruger cookies til at forbedre brugeroplevelsen. Ved at fortsætte med at bruge denne side accepterer du vores brug af cookies. 

Scroll til toppen

Tilmeld dig Nyhedsbrev

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få min månedlige opsummering af hvad der rør sig indenfor psykologi, terapi og meget andet