Opdateret d. 22-09-2026
Nej — der findes ikke offentligt tilskud til parterapi i Danmark. Hverken hos psykolog eller psykoterapeut, og uanset hvor svært I har det. Leder I efter økonomisk støtte, er det derfor andre veje, der er værd at kende.
Det er ikke det svar, nogen håber på. Men jeg vil hellere sige det klart, end lade jer bruge tre uger på at ringe rundt. Til gengæld er der et par veje, der faktisk kan lade sig gøre — dem gennemgår jeg herunder.
Reglerne på siden gælder for 2026 og er skrevet af mig, Rikke Kragh, psykoterapeut MPF. Jeg er ikke psykolog, og jeg rådgiver ikke om skat eller forsikring — men jeg er blevet spurgt så mange gange, at det her burde stå et sted.
Hvorfor er der ikke tilskud til parterapi?
Fordi den offentlige psykologordning er bygget op om den enkelte person, ikke om et parforhold.
Ordningen giver tilskud til psykologbehandling ved 11 navngivne henvisningsårsager (bekendtgørelse nr. 892 af 25. juni 2025, § 1). Berettiget til tilskud er den, der:
- har været offer for røveri, vold eller voldtægt
- har været offer for en trafikulykke eller en anden ulykke
- er pårørende til alvorligt psykisk syge personer
- er ramt af en alvorligt invaliderende sygdom
- er pårørende til en person, der er ramt af en alvorligt invaliderende sygdom
- er pårørende ved dødsfald
- har forsøgt selvmord
- har fået foretaget provokeret abort efter 12. graviditetsuge
- har været offer for incest eller andre seksuelle overgreb, før man fyldte 18 år
- har en let til moderat depression og er fyldt 18 år
- lider af let til moderat angst, herunder let til moderat OCD, og er fyldt 18 år
Parforholdsproblemer er ikke på listen, og der er ikke en tolvte kategori, man kan tale sig ind i. Tilskuddet udgør 60 procent af psykologens honorar, og der gives tilskud til op til 12 konsultationer pr. forløb — ved let til moderat depression eller angst kan lægen genhenvise til 12 mere. For unge på 18-24 år med let til moderat depression eller angst giver regionen yderligere 40 procent, så psykologbehandlingen er gratis for dem. Det er egen læge, der henviser, og lægen vurderer, om man opfylder kriterierne. Tilskuddet gælder kun hos psykologer, der er tilsluttet overenskomsten.
Tre ting følger af det:
- Tilskuddet kræver en lægehenvisning fra egen læge, som skal være der, før behandlingen begynder.
- Psykologen skal være tilsluttet overenskomsten med regionerne — det, man i daglig tale kalder ydernummer.
- Tilskuddet er personligt. Det knytter sig til den, der er henvist.
Én nuance, som næsten alle formulerer upræcist: ordningen tillader faktisk, at en konsultation foregår med to personer til stede. Men adgangsbilletten er stadig personlig. Man kan altså godt sidde to i lokalet med tilskud — hvis den ene er henvist for eksempelvis let til moderat depression, og partneren er med. Det er ikke tilskud til parterapi. Møder I en annonce, der får det til at lyde sådan, er det værd at læse en ekstra gang.
Kan man få tilskud til en psykoterapeut?
Ikke gennem den offentlige ordning. Der findes ikke ydernummer, overenskomst eller sygesikringsordning for psykoterapeuter, og «psykoterapeut» optræder slet ikke i regelsættet. Psykolog er en beskyttet titel; psykoterapeut er ikke. Derfor er der heller ingen tilskudsordninger, der er bygget op om psykoterapeuter — og derfor er det rimeligt at spørge en terapeut, hvor vedkommende har sin uddannelse.
Nogle får dog dækket samtaler hos en psykoterapeut gennem en privat sundhedsordning, og enkelte gennem kommunen. Det kræver typisk udtalelser og afgøres fra sag til sag — spørg derfor jeres forsikring eller kommune direkte.
Det gælder også mig. Jeg er psykoterapeut, uddannet på DISPUK og medlem af Dansk Psykoterapeutforening — men jeg kan ikke tage imod en henvisning fra lægen, og der følger ikke tilskud med.
Dækker Sygeforsikringen danmark parterapi?
Nej. Sygeforsikringen danmark giver sine medlemmer tilskud til psykologhjælp, men på tre betingelser, der tilsammen lukker døren for parterapi:
- Behandlingen skal ifølge «danmark»s egne betingelser være udført af en autoriseret psykolog
- Årsagen skal være en af de samme 11 henvisningsårsager som i den offentlige ordning — parforholdsproblemer er ikke iblandt
- Psykoterapeut er ikke et tilskudsområde hos «danmark»
Til gengæld kræver «danmark» ikke en lægehenvisning, når årsagen er en af de 11, og ser bort fra aldersgrænserne. Hvor meget giver «danmark» så? Som medlem af danmark i gruppe 1, 2 eller 5 får man 200 kr. pr. konsultation, når der også er offentligt tilskud, og 300 kr., når der ikke er. For 16-25-årige er beløbene 300 og 450 kr. Der gives højst 7.200 kr. i tilskud inden for 12 måneder (satser 2026). Er man medlem af danmark og samtidig berettiget til offentligt tilskud, får man altså begge dele — men kun hos en psykolog og kun ved de 11 problemstillinger.
De har en ydelse, der hedder »topersoners konsultation«, og den forvirrer mange. Den betyder ikke parterapi — den betyder, at to personer kan være til stede ved en konsultation, der stadig skal opfylde de to første betingelser.
Er parterapi dækket af en sundhedsforsikring?
Som hovedregel nej — men der er én vigtig undtagelse, og dækning afhænger altid af jeres egen police. De fleste sundhedsforsikringer og forsikringer gennem arbejdet er bygget til individuelle samtaleforløb hos psykologer, ikke til par.
- Dansk Sundhedssikring undtager parterapi ordret. Betingelserne siger, at par-terapi, familiesamtaler, coaching og selvudvikling ikke dækkes.
- De fleste øvrige selskaber — Gjensidige/Mølholm, PFA, Danica, Tryg — kræver autoriseret psykolog og oftest individuel behandling med lægehenvisning eller forhåndsgodkendelse. Parterapi falder uden for, selv hvor det ikke står ordret.
- Falck Sundhedshjælp dækker parterapi eksplicit. Det er en sundhedsordning, ikke en klassisk forsikring, og logikken er omvendt: ingen lægehenvisning, fysisk fremmøde eller video. Men de tager ikke imod, hvis man har en psykiatrisk diagnose eller lider af angst eller depression.
Har I en sundhedsordning gennem arbejdet, er det værd at kigge efter, om det er Falck. Det er den eneste vej, jeg har kunnet finde, hvor parterapi faktisk er nævnt som en ydelse.
Ordningerne er produkt- og policeafhængige. Den bindende kilde er altid jeres egen police — ikke denne side.
Kan man få gratis parterapi? Og hvilke kommuner tilbyder det?
Ja, nogle steder — men næsten ikke i Nordjylland.
- »Vores Parforhold« er et gratis tilbud fra NGO’en Styrk Familierne i samarbejde med Aarhus Universitet. Det er gratis for borgere i samarbejdskommunerne, og pr. september 2026 er der 12 kommuner på listen. Mariagerfjord er den eneste nordjyske. Bor I i Mariagerfjord, så start dér.
- Partelefonen på 44 144 146 er gratis og anonym for par i hele landet, uanset kommune. Det er frivillige med psykologfaglig baggrund. Det er ikke et terapiforløb, men det er et sted at begynde, hvis økonomien er stram.
- Uden for Nordjylland har flere kommuner dokumenterede gratis parrådgivninger — blandt andre Ringkøbing-Skjern, Aarhus og Vejle.
- I Aalborg, Hjørring, Brønderslev, Jammerbugt og Frederikshavn fandt jeg ingen kommunale partilbud. Flere af dem har gratis anonyme samtaler om barnets og familiens trivsel — det er noget andet, men det kan være det rigtige sted at ringe, hvis det er børnene, det handler om.
- Familieretshuset tilbyder gratis konfliktmægling og børnesagkyndig rådgivning. Formålet er barnets tarv og forældresamarbejdet — ikke parforholdet.
Kommunerne skifter tilbud fra år til år. Ring til jeres egen kommune og spørg, også selv om de ikke står her.
Er parterapi fradragsberettiget?
Nej.
- Som privatperson: Egenbetalt parterapi, psykoterapi og psykologbehandling er en privatudgift uden forbindelse til indkomsten.
- Som selvstændig: Selvstændige kan kun fradrage misbrugsbehandling og rygeafvænning. Psykologbehandling, parterapi, sundhedsforsikring og stresscoaching er ikke fradragsberettigede.
Der cirkulerer stadig råd om, at lægefagligt begrundet psykologbehandling er fradragsberettiget for selvstændige. Det var korrekt før 2012 og er det ikke længere.
Kan man få psykologisk rådgivning gennem arbejdsplads eller fagforening?
Nogle gange — og det er værd at undersøge, før I betaler selv. Mange arbejdspladser har en sundhedsordning eller en aftale om psykologisk rådgivning, og nogle fagforeninger tilbyder rådgivning til deres medlemmer.
Læs betingelserne grundigt. Ordningerne dækker typisk individuelle samtaler ved arbejdsbetingede kriser eller stress — ikke parterapi. Falck Sundhedshjælp er den undtagelse, jeg har fundet.
Hvad hvis arbejdsgiveren betaler?
Arbejdsgiveren har fradrag — men medarbejderen bliver beskattet af parterapi.
Sundhedsydelser betalt af arbejdsgiveren er som udgangspunkt skattepligtige for medarbejderen. Der er skattefrihed, når behandlingen hænger konkret sammen med arbejdet — for eksempel arbejdsbetinget stress. Skatterådet har direkte taget stilling til det i et bindende svar (SKM2012.509.SR): private årsager som skilsmisse, familieproblemer og dødsfald i familien er skattepligtige.
Parterapi har pr. definition en privat årsag. Så: arbejdsgiveren kan godt betale og fradrage udgiften, men medarbejderen beskattes.
Er der moms på parterapi?
Ja, efter Skattestyrelsens praksis. Psykoterapi kan være momsfri, hvis den både har et behandlingsformål og terapeuten opfylder et uddannelseskrav — men parterapi regnes som momspligtig, og Dansk Psykoterapeutforening lister den blandt de momspligtige ydelser.
Reglerne om moms på terapi er komplicerede, og hvordan den enkelte terapeut er registreret, varierer. Spørg gerne, hvis I er i tvivl om, hvad en pris indeholder.
Hvorfor vælger nogle par en psykoterapeut uden tilskud?
Fordi tilskudsordningerne er bygget til én person med en bestemt problemstilling — og parterapi hos en psykoterapeut er bygget til jer to. Forskellene står i selve reglerne:
- Ingen lægehenvisning og ingen kriterier, der skal vurderes. I den offentlige ordning skal lægen henvise, før behandlingen begynder, og vurdere, at man opfylder kriterierne. Hos mig kan I ringe direkte.
- Forløbet følger jer, ikke en ramme. Ordningen giver tilskud til et fast antal konsultationer pr. behandlingsforløb. Hos mig aftaler vi forløbet ud fra, hvad I har brug for.
- I kommer begge to — på lige fod. Det er jeres relation, vi arbejder med, og I er begge lige meget med i samtalen.
- Ingen diagnose og ingen journal. Jeg stiller ikke diagnoser, og jeg fører ikke journal. Jeg noterer fornavn, mail og mobilnummer — resten tager I selv med hjem: fra tavlen i konsultationen eller fra chatten, når vi mødes online.
Det gør ikke den ene vej bedre end den anden. Har en af jer brug for psykologisk behandling for fx depression eller angst, er egen læge og psykologordningen den rigtige vej — og det kan sagtens gå hånd i hånd med parterapi.
Så hvad kan I gøre?
Når alt det er sagt, står det sådan her for de fleste par: parterapi er en udgift, I selv betaler.
Og så er det værd at vide, hvad man får for den:
- I binder jer ikke til et abonnement. I bestemmer selv, hvor mange gange I kommer.
- I et forløb bliver hver samtale længere — 90 minutter i stedet for 75 — og I kender den samlede pris fra starten, så økonomien er lettere at planlægge. Priserne står på prissiden, og på siden om hvad parterapi koster kan I se dem sammenlignet med resten af Nordjylland.
- Online koster det samme — men I sparer turen, og for nogle er det forskellen på at komme af sted eller lade være.
- Den første telefonsamtale er gratis. Den koster jer et kvarter og forpligter til ingenting — et nemt første skridt, før I beslutter jer for en første samtale i konsultationen.
Hvordan et forløb foregår, kan I læse om på parterapisiden. Bor I i Aalborg-området, så læs om parterapi nær Aalborg — konsultationen ligger ca. 40 minutter fra byen, og vi kan også mødes online.
Kilder
- Bekendtgørelse nr. 892 af 25. juni 2025 om psykologbehandling i praksissektoren for særligt udsatte persongrupper — retsinformation.dk
- Sygeforsikringen «danmark», tilskud til psykologhjælp — sygeforsikring.dk
- Falck Sundhedshjælp, psykologhjælp — falck.dk
- Vores Parforhold og Partelefonen — styrkfamilierne.dk
- Skatterådets bindende svar SKM2012.509.SR — info.skat.dk
Hentet og gennemgået september 2026.
Kontakt mig i dag
Den nemmeste første ting er en telefonsamtale. Den er gratis, den forpligter jer til ingenting, og I mærker, om det er mig, I skal sidde over for.
Hylholtvej 53, 9340 Asaa — ca. 40 minutter fra Aalborg